Nem og lækker flæskestegssandwich

 

Flæskestegssandwich er bare altid godt! Om det er til aftensmad en sommerdag, byg-selv gæstemad eller endda til natmad efter en sjov fest. Men jeg må indrømme, at jeg ikke får lavet den så tit, for jeg synes, det er lidt besværligt. Derfor er min nye version super nem og med et par smutveje, hvis det skal gå lidt stærkt på en hverdagsaften. Der skal få ingredienser til, så køb nogle af høj kvalitet, så lover jeg du ender med en nem og mega lækker flæskestegssandwich på middagsbordet.

God fornøjelse 🙂

 

OPSKRIFT:

1 flaske Syltet Eddikelage til Agurkesalat (find forhandler her)
1 frisk agurk
1 sandwichbolle
2 skiver flæskesteg med sprød svær
1 glas Syltet Rødkål
2 spsk god mayo

SYLTEDE AGURKER: 

Start med at sætte agurkerne over. Det gøres nemt ved at snitte en agurk i skiver og hælde Syltet’s Eddikelage til Agurkesalat over, så det dækker agurkerne. Det vil have trukket smag allerede efter 10 min., men jeg forestrækker at lade min stå 1-2 timer, så det kan fint trække, mens du steger flæskestegen.

SANDWICHBOLLE:

Du kan bruge hvilken som helst bolle, om det er brioche eller en mere sej krumme. Til min flæskestegssandwich bruger jeg opskriften fra Frederikke Wærens, som du kan finde her. Jeg pensler med lidt æg inden bollerne ryger i ovnen.

FLÆSKESTEG:  
  • Sørg for, at sværen er ridset godt igennem, men rids ikke ned i kødet! 
  • Gnid sværen med salt (1 tsk med top til 1 kg kød) og læg stegen på en rist i en bradepande. Det er vigtigt, at den ligger lige, så støt evt med en kugle staniol under stegen.
  • Hæld vand i bradepanden og sæt stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200° og steg i ca. 1½ time. Tjek kernetemperaturen og når stegen er  55°C, tjekker du om sværen sprød. Hvis den er det, så fortsættes stegningen til kernetemperaturen er 65°C. Hvis sværen ikke er sprød, kan du skrue temperaturen op på 250-300°, indtil kernetemperaturen er 65°. For at få boblende svær skal temperaturen op på 225-250°.
  • Lad stegen hvile utildækket i ca. 10 min.
RØDKÅL: 

Lun rødkålen i en gryde. Nemt ikke 😉

ANRETNING: 

Anret den lune bolle med en skefuld mayo på hver ende. Kom derefter flæskesteg, rødkål og syltede agurker på. Servér straks.

Tip: Hvis det skal være en hurtig aftensmad, kan du sagtens købe flæskestegen hos slagteren, og så varme den derhjemme i 10-15 min. Så kan du lave denne ret på 15 min, og det er da nem aftensmad 🙂