Min personlige iværksætterhistorie

Det føles som en evighed men det er faktisk kun 2,5 år siden, Syltet kom på hylderne i de første forretninger. Jeg husker stadig følelsen af at stå i Magasin, og se produkterne på hylderne første gang. Det var SÅ vildt! Men vejen derhen, var ikke ligetil. Her får du min personlige iværksætterhistorie.

 

Hej, jeg hedder Rie, og det er mig, der har startet Syltet. Jeg vil give dig et dybere indblik i min verden, og hvordan jeg kom i gang med Syltet, så her får du min personlige iværksætterhistorie.

Ganske kort, så er jeg 31 år, kommer fra Præstø men bor nu i København, og så er min eneste interesse mad. Måske du synes det lyder lidt ensformigt? Men for mig er det en verden som kan så meget, at jeg aldrig kommer til at vide alt. I øjeblikket er jeg for eksempel særligt fascineret af æg og asier – helst ikke sammen, men begge fødevarer er utrolig alsidige og de optager mig meget for tiden. Nårh, men tilbage til historien.

Fra Malaysia til en verden fuld af mad i Danmark

Historien starter i 2014, hvor jeg netop var blevet færdig med min kandidat i marketing fra University of St. Andrews i Skotland. Jeg var på det tidspunkt mest optaget af at få et mega sejt job. Hvor i verden var lidt ligegyldigt, for mine kufferter var allerede pakket. Så da jeg fik et job i Kuala Lumpur, var det bare med at komme afsted. Jeg skulle arbejde med start-ups og business development. Da jeg kom derud, fik jeg et kæmpe kulturchok. Alt var så anderledes, og det var spændende, men også meget angstprovokerende. Når jeg ser tilbage, var jeg nok ikke helt klar til at rejse så langt væk hjemmefra. Men det gjorde jeg. Og efter kun 14 dage derude, blev jeg den 25. december ramt af dengue feber. Jeg blev indlagt og var dødeligt syg. Kort fortalt får man dengue fra en dig myg, og sygdommen gør blandt andet, at man bliver enormt dehydreret og at ens blod bliver så tykt, at det ikke når ud til organerne. Det kan man dø af. Så på hospitalet fik jeg en del tid til at tænke over livet generelt.

Der kan jeg huske, at tankerne kom til mig første gang – at jeg skulle arbejde med min passion. Egentlig vidste jeg jo godt, at min interesse for mad var større end hos mange andre. Men jeg troede, at hvis jeg arbejdede med min passion, så ville jeg miste min fritid. Alligevel besluttede jeg mig for, at jeg, når jeg var rask igen, skulle jeg kun arbejde med fødevarer. Og sådan har det været lige siden.Det er blevet så meget en mærkesag for mig, at jeg flere gange har holdt foredrag om det med, at finde sin passion og turde leve efter den.

Jeg har nok altid gået med en iværksætter i maven. Bare uden at vide det. Da jeg var barn, havde jeg flere små forretningseventyr og har blandt andet solgt bolcher og smykker. Men dengang tænkte jeg ikke over, at jeg skulle være iværksætter.

Fra idé til virkelighed

Men idéen med Syltet opstod ud fra en betragtning om, at mange fødevarer bliver opgraderet som f.eks. lakrids, flødeboller, brød og snacks. Derfor undrede jeg mig over, at ingen gjorde det med de syltede grøntsager. Jeg spiste nemlig ofte på restaurant, og der kunne man få sprøde og lækre syltede grøntsager.
Derfor brugte jeg nogle måneder på at udtænke konceptet, og kontaktede derefter min ven Rasmus Bundgaard, der på daværende tidspunkt var ass. restaurantchef på Michelin restauranten Gastromé. Vi tog i køkkenet en søndag og en mandag, og syltede rødbeder på 10 måder, rødløg på 10 måder etc.

Jeg tog alle produkterne med hjem og observerede og efter otte måneder, havde jeg de grove opskrifter. Derefter tog jeg én dag til hver af de første fire produkter for at lave den eksakte opskrift. Og så var opskrifterne på plads. Dertil kom alt det andet, man skal bruge for at komme i gang med en fødevarevirksomhed: CVR nr., økonomisystem, logo, etiketter, glas, godkendelser hos Fødevarestyrelsen, en forretningsplan osv. Det tog tid, men var faktisk også ret spændende. Jeg synes, det sværeste er, at jeg ikke ved, hvordan ”man” gør. Så jeg gør det bare på min egen måde.

Egentlig er det dummeste man kan gøre at være kvinde og starte en virksomhed alene. Der er kun 1% af de penge, som investeres i starups, som går til kvindelige iværksættere. Det skriver Børsen om her.

Derudover er det common knowledge for iværksættere, at man ikke skal starte noget alene. Sååå… Jeg havde ikke de bedste forudsætninger for at lykkedes. Men ja, jeg kunne ikke lade være, og der var ikke lige en oplagt co-founder. Så sådan måtte det blive, og forhåbentlig kommer der snart andre med på holdet.

Nårh men i april 2017 havde jeg altså den første produktion. Jeg havde købt over 200 kg grøntsager, og taget min bedste veninde og roomie med i køkkenet. Jeg tænkte, vi skulle sylte alle fire produkter der var, og havde tænkt ca. 250 glas af hver. Det var ALT for meget. Det var jo også første produktion for mig, og pigerne var ikke vant til at stå i et industrikøkken. Det endte med at jeg stod alene i køkkenet til kl 01:30 og stadig manglede en masse. Det var en virkelig lang og hård dag på kontoret. Men jeg endte med at komme i mål med produktionen, og skulle så ud og skaffe den første kunde.

Den første kunde

Det var også benhårdt, for den første kunde er nok altid svær. jeg cyklede rundt i København og præsenterede produkterne for forskellige delikatesse forretninger. Det skinnede nok ret meget igennem, at jeg ikke havde særlig meget erfaring, og så snart de hørte, at jeg ikke havd andre forhandlere, så sagde de nej tak. Det endte heldigvis med, at en delikatesseforretning på Frederiksberg sagde ja til at tage 3 stk. af hver af de fire produkter. Så langt, så godt. Og 2 måneder senere fik jeg en aftale med Mad&Vin i Magasin. En fantastisk butik for en madnørd som mig, og jeg er helt vildt stolt af, at de stadig forhandler mine produkter.

I dag er der ca. 100 forhandlere i hele Danmark fra Skagen til Fanø, Gilleleje og Svendborg. Jeg producerer ikke længere alt alene. I August 2019 indgik jeg nemlig et samarbejde med Cofoco Food, så vi nu sylter alt på deres lille fabrik i Kastrup. Det sidste halve år har derfor været helt fantastisk for Syltet, og jeg er så stolt af, hvor langt det er kommet. Men det er stadig kun begyndelsen.

Der er mange retninger i et iværksættereventyr, og husk nu, at det her bare er min personlige iværksætterhistorie. Du skal gøre det på din måde 🙂 Good luck!