fbpx

Mine 10 bedste kogebøger

January 31, 2021Rie
Mine 10 bedste kogebøger

Det har været en svær opgave at finde mine 10 bedste kogebøger. For jeg elsker virkelig kogebøger. Eller bøger om mad generelt. Sådan har jeg altid haft det, og jeg har efterhånden omkring 500 af dem. De fleste er dog desværre i kasser i kælderen, da jeg bor i lejlighed, hvor der ikke er vildt god plads til den slags (synes min kæreste ;). 

For 10 år siden startede jeg en tradition med at købe en kogebog på lokalsproget, når jeg var ude at rejse. Lige meget, om jeg kan sproget eller ej, så er det spændende at bladre igennem, og jeg synes man kan lære meget om landets kultur gennem mad. Jeg prøver gerne at finde en bog med mange billeder (de er sjovest) og gerne én, som handler om landets lokale favoritter som f.eks. tapas fra Spanien, pasta fra Italien og lokal malaysisk mad fra da jeg boede i Kuala Lumpur. 

Jeg bruger mest kogebøgerne som inspiration. Hvis jeg ikke kan falde i søvn om aftenen, læser jeg kogebøger eller restauranternes online menukort. Jeg bliver rolig og glad af at tænke på mad, og selvom det i dag er nemmere at gå ind og søge på en opskrift, så er der altså bare noget ved en fysisk bog. 

Her får du mine 10 bedste kogebøger – altså dem, som jeg er aller gladest for (vilkårlig rækkefølge): 

1. To sider af samme smag – Jesper Vollmer

I denne bog arbejder Jesper Vollmer ud fra devisen om, at rustik hverdagsmad ikke behøver være kedelig, og gæstemad ikke behøver være dyr. Så det er stort set samme råvarer, der bare bruges på to forskellige måder.De smukke billeder er taget af Columbus Leth, og man fornemmer Jespers hyggeligt gemyt gennem hele bogen, der er propfyldtmed velsmag. Min favorit opskrift skifter lidt efter årstiden, men her om vinteren er det ’And, Selleri og Linser’ i den rustikke version (side 104). 

2. The modern preserver – Kylee Newton

New Zealandske Kylee bor i London, og har i mange år arbejdet for at vise hvordan konservering og syltning er en fantastisk måde at bruge det man har og få nye smage med ind i sit køkken, hvilket jo også meget er den rejse, som Syltet er på. Bogen er propfyldt med marmelader, syltetøj, gelé og kompotter. Og så er Kylee bare super god til at vise, hvor smukke grøntsager og bær kan være på glas! Min favorit er ’blueberry, rhubarb and lemon thyme jam’ (side 150). 

3. Flavour – Ottolenghi

Ottolenghi’s flavour er til dig, der gerne vil nørde ned i hvordan du får endnu mere velsmag i din mad. Den indeholder de smukkeste veggieopskrifter, og masser af (for mig) nye ingredienser og smagskombinationer. Jeg har ikke prøvet så mange opskrifter i bogen endnu, men min favorit indtil videre er ’Hasselback-rødbeder med lineblassmør’. De er ret tidskrævende, men det er det hele værd! 

4. Ægte Mexicanske Tacos – Malin Ericson 

Ulempen ved denne bog er, at den giver én lyst til også at købe en tacopresser, og i et hjem med for lidt plads/for mange køkkenmaskiner, så er der ikke nødvendigvis brug for flere maskiner. Men hold nu op, hvor er jeg glad for både bogen og tacopresseren. Faverige billeder og utallige tacos, salsaer og hele 7 guacamole opskrifter! Jeg har mest brugt den som inspiration til fyld på tacos og de mange salsaer. Denne bog er klart én af årsagerne til, at vi spiser mexicansk minimum 1 gang om ugen herhjemme.

5. Kokkebogen

Jeg har ofte ærgret mig over, at jeg ikke tog på kokkeskolen. Men så er det jo smart, at man kan købe deres bog og så oplære sig selv. Den indeholder alt om råvarer og hvilke tilberedninger de enkelte råvarer egner sig til, klassiske og moderne tilberedninger, sammensætning af retter osv. Ja, der er faktisk mere end 1300 opskrifter, så det er bare med at starte fra en ende af 😉 Tip: Jeg har den røde udgave, men mange kokke efterspørger 5. udgave, da den skulle være særlig god. 

6. Vegetar – Ditte Ingemann

Først og fremmest er jeg helt betaget af billederne i denne bog! De er bare så smukke. Lige fra forsiden og gennem hele bogen. Ditte Ingemann har udgivet mange kogebøger, og de er lige smukke alle sammen, men ’Vegetar’ er dog min favorit. Jeg er mest imponeret over hvor god kålsalaten med kokos/chiadressingen er. Så gider man altså godt spise kål! Og så er det den slags vegetaropskrifter, hvor man ikke savner kød, og det betyder meget for mig! 

7. Bistro Boheme, Thøstesens klassikere – Cles Bech Poulsen, Ole Troelsø og Per Thøstesen

Fra vegetarmad til en helstegt gris på forsiden. Thøstesens klassiske er et must-have. Jeg er kæmpe fan af Per Thøstesen, og han er jo lidt af et ikon i branchen. Hans bog er nok mere flotte billeder end reelle opskrifter, da der flere steder står ”prøv dig frem”. Men det er jo lige efter min snude – inspiration, flotte billeder og så ellers bare ned og find nogle gode, kvalitets råvarer og kom i gang. Min favorit i denne bog må naturligvis være Thøstesens Spejlæg, men i stedet for at forsøge at lave det derhjemme, synes jeg man skal gå på Bistro Boheme og få ’the real deal’. 

8. Kødfri Mandag – Nadia Mathiesen 

Jeg har fuldt med hos Nadia aka FoodFanatic lige så længe jeg kan huske. I ’Kødfri Mandag’ er der 52 opskrifter – 1 til hver mandag året rundt. Nadia skriver, at formålet med bogen er at hjælpe med at skære ned på vores kødforbrug. Og det er præcis det, denne bog gør for mig. Den er fyldt med opskrifter, der bare smager godt. F.eks. ’Falafler med baba ganoush, pitabrød og salat’ samt ’Aspargessalat med æg og kapersvinaigrette’, som også er det smukke forsidebillede. 

9. The Preservation Kitchen – Paul Virant

I januar 2020 var jeg på inspirationstur til Chicago og NYC. I min research faldt jeg over Paul Virant. Han er ’the guy’ inden for konservering og syltning i USA. Han ejer flere restauranter her i blandt Restaurant Vie, og han har haft Michelinstjerner i flere år. Jeg skrev til Paul og endte med både at spise på Vie, hvor jeg så deres pantry samt at holde møde med Paul, hvor vi nørdede sylteteknikker. Det var meget inspirerende, og hans bog er helt klart et køb værd, hvis man er syltenørd eller gerne bare vil blive lidt klogere på mulighederne inden for konservering.

10. Aftensmad – Valdemarsro

Jeg er imponeret over, hvordan Ann-Christine formår at lave opskrifter, som bare lykkedes hver gang og smager helt vildt godt. Jeg har fulgt bloggen Valdemarsro i mange år, og det er mine go-to opskrifter både til aftensmad og desserter. Den er en klassisker herhjemme, og hvis jeg ikke lige kan finde på noget til aftensmad, slår jeg op på en tilfældig side i bogen og laver det. Der er så mange favoritter og jeg kan ikke kun nævne én. Så jeg vil fremhæve jordskokkesuppen (side 101) og one pot pasta’erne der er hele 10 forskellige, men den klassiske med chorizo  er dælme god (side 121). 

Jeg håber, du kunne bruge listen over mine 10 bedste kogebøger. Skriv gerne i kommentarfeltet og del dine favoritter. Måske det er én jeg ikke har endnu. Og hvis du er nysgerrig på gode opskrifter, så kan du finde nogle af vores opskrifter her. Jeg drømmer jo om at lave min helt egen kogebog endda, og så er opskrifterne er på siden da en god start 🙂

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Tidligere indlæg Læs mere